Sommerlæsning

Boganbefalinger til din ferie. I løbet af sommeren deler præsterne på Vesterbro gode læseoplevelser.
Sommerferie er for mange et øjebliks stilhed midt i en støjende verden. Krig, klimakrise og konflikter præger nyhederne, og det kan være svært at finde ro i det hele. Men netop i urolige tider kan bøger åbne vinduer – til eftertanke, håb og nye perspektiver. I sommerens boganbefalinger er der bøger, som rummer trøst, andre udfordrer, nogle vækker glæde, andre giver mod. Fælles for dem alle er, at de har gjort indtryk på os – og vi håber, de også vil gøre indtryk på dig.

William Salicath, præst i Eliaskirken, anbefaler Revolutionary Road af Richard Yates

Mange af os har et punkt ude i fremtiden, hvor vi tænker, at hvis bare jeg når det punkt (det kan være en drømmepartner, et drømmejob eller en drømmebolig, men det kan også være andre ting), så bliver alle mine problemer løst, og så kan jeg rigtig komme i gang med at leve livet.

I Richard Yates roman Revolutionary Road møder vi parret April og Frank, der gerne vil være skuespiller og forfatter. De bor i New York men drømmer om at bo i Paris og leve et bohemeliv. Hverdag og praktikaliteter tager dog over, så Frank må få et kontorjob, April bliver gravid, og så flytter de ud til forstaden på Revolutionary Road. Her får de et barn til, begynder at få venner og lever et trygt forstadsliv. Men en gang imellem sniger drømmen om Paris sig ind og det spændende og eksotiske liv, de kunne leve der. Til trods for dette bliver de boende i forstaden, og med tiden bliver tanken om Paris et åg, der forfølger dem, og som de projicerer alle deres fejlslagne drømme og forventninger til livet ind i.

En af grundene til, at jeg er meget glad for denne roman, er, at den handler om håb. Nu taler vi meget om håb i disse tider og ikke mindst i kirken, men der er forskellige slags håb. Revolutionary Road handler om et bedragerisk håb, fordi hovedpersonerne bruger meget af deres tid på at drømme og længes efter noget, som aldrig kommer til at ske. Spørgsmålet, som bogen stiller os hver især, er :hvad er dit Paris? For sådan et har mange af os. Et punkt ude i fremtiden, hvor vi tænker, at hvis bare jeg når det punkt, så bliver alle mine problemer løst, og så kan jeg rigtig komme i gang med at leve livet.
Svaret, hvis sådan et overhovedet findes, må være, at livet er i dag! Som præst kan jeg ikke lade være med at tænke på næstekærlighedsbuddet, som også handler om ikke at dvæle ved fortiden eller frygte for fremtiden, men derimod hver dag i frimodighed at elske sin Gud og sin næste som sig selv.

Richard Yates: Revolutionary Road (Random House)

Benjamin Thomas König, præst i Kristkirken, anbefaler Siddhartha af Hermann Hesse

Siddhartha af Hermann Hesse er historien om en rejse – både i åndelig og fysisk forstand – og en fortælling om længsel; den længsel, som findes i alle mennesker, efter at finde meningen med livet og deres egen eksistens.

Siddhartha har i virkeligheden alt: Han er søn af en rig brahman (præst). Alligevel drives den unge Siddhartha ud på en rejse. Med den idealisme, som ofte kendetegner unge mennesker, giver Siddhartha afkald på alt jordisk gods og bliver asket og tigger. Heller ikke den totale askese viser sig at være et endegyldigt mål for ham, for: “…af alle de vise og viseste, som han kendte og hvis belæring han nød godt af, af alle dem var der ingen, som helt havde nået den himmelske verden, som helt havde slukket den evige tørst.”
Siddhartha erfarer, at visdom ikke kan formidles gennem hellige skrifter og belæringer, men må tilegnes gennem erfaring. Heller ikke Gotama – eller Buddha – som efter Siddharthas mening har opnået den største visdom, kan videregive sin erfaring til ham. Han må fortsætte sin søgen.
Siddhartha forsøger at finde livets mening i kærligheden og dét at lykkes i verden. Uanset hvad han gør, ledes han flere gange tilbage til floden, som bliver et billede på menneskets liv – at man altid er i forandring og dog den samme.

Jeg genkender Siddharthas søgen i mig selv og i de mennesker, jeg møder – en søgen efter mening, efter identitet og efter forbindelsen til verden.
I den lutherske kristendom siger vi, at Gud kommer til os, og at vi dermed er befriet fra at skulle stige op til Gud. Men som i alle religioner lever sandhederne side om side. Kirkefaderen Augustin sagde engang om Gud og vores urolige hjerte: “For du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.”  Som kristen slipper man ikke for at søge sin egen vej. Andres religiøsitet kan være en inspiration – men visdom må tilegnes gennem erfaring og kan ikke arves. Hermann Hesse tager i Siddhartha det søgende menneske alvorligt i dets længsel og søgen. Vi kan kun være medvandrere på hinandens vej – vi kan ikke gå den for hinanden.
God læselyst og god søgning!

Harmann Hesse: Siddhartha (Gyldendal)

Lise Rasmussen, præst i Mariakirken, anbefaler Cosmos af Lucia Odoom

Cosmos er en kort, men stærk roman om en mand, der lever på kanten af det danske samfund. Cosmos er hjemløs migrant og flaskesamler i København – en skikkelse mange måske har set, men færre har talt med. Gennem hans blik får vi et indtryk af, hvad det vil sige at være ham, at bevæge sig gennem byen uden tag over hovedet, uden papirer, uden sikkerhed. Vi får ikke kun hans ydre liv, men også adgang til et rigt indre: erindringerne, forelskelsen i Elizabeth, som er bedre stillet end ham, hans stille håb om et godt liv og skyldfølelsen over, at ting ofte lykkes lidt bedre for ham end for hans venner i samme situation.
Vi får også glimt af den lange og barske vej, der har ført ham hertil: flugten over havet som bådflygtning og arbejdet med tomatplukning i Italien – fysisk krævende, dårligt betalt og uden rettigheder. Et liv uden sikkerhedsnet og med skammen over den position over for Elizabeth.
Der er noget næsten poetisk i, at han hedder Cosmos – som om han selv rummer et lille univers, samtidig med at han står uden for det store. Navnet peger på det paradoks, romanen kredser om: hvordan et menneske kan være en del af verden og alligevel stå uden for samfundets strukturer.

Det, der gør bogen ekstraordinær for mig, er dens menneskelighed og præcision. Lucia Odoom skriver med stor lydhørhed over for sin hovedperson. Cosmos bliver ikke gjort til et symbol – han forbliver et menneske med dybde og selvindsigt. Hans tanker er lavmælte, men vedkommende. De rummer både længsel og skyld, kærlighed og skam. Og midt i alt det: en stille påmindelse om, at ethvert menneskeliv rummer noget, der er værd at se.
Som læser giver bogen mig et mere nuanceret blik på Cosmos som menneske. Jeg kan mærke hans længsel efter tryghed og tilhørsforhold, og jeg får et bedre indtryk af, hvorfor han befinder sig så langt væk fra sit eget hjem og den verden, han egentlig burde have kunnet føle sig tryg ved. Det gør ham mere genkendelig og nærværende – ikke som en fjern ‘anden’, men som et menneske med sin egen historie.
Jeg anbefaler Cosmos til alle, der vil udfordre deres blik på vores by og de mennesker, der lever i dens skygger. Det er en lille bog med stor betydning.

Lucia Odoom: Cosmos (Gads Forlag)

Viggo Julsgaard Jensen, præst i Enghave Kirke, anbefaler Åben Himmel af Jonas Eika

Med Åben himmel skildrer Jonas Eika middelalderens kristne kvindebevægelse beginerne. De var uafhængige kvinder, der ikke sådan lod sig definere. Som bogens fortæller Ida beskriver dem: ”de skræver over grænsen: levende for Gud men ikke døde for verden, hverken gift eller i kloster, et ubestemmeligt sted mellem de hellige og de falske. Og hele tiden ved at falde til begge sider.”
Ida er selv beginer og hendes eget første møde med beginerne gav hende ”følelsen af at her var der nogen, der havde skabt plads”. Det er i dette ubestemmelige hverken-eller, dette grænseland, at beginerne formår at skabe plads: plads for en queer sensibilitet og en queer kristendom, der netop bevæger sig og bliver i det ubestemmelige hverken-eller, grænselandet.

Jonas Eika skriver om sanselighed, så man mærker det. Ånd og krop smelter sammen, det religiøse og det erotiske. Ida får visioner, hvor Jomfru Maria og Kristus smelter sammen, visioner hvor Jesus opfører sig feminint og bruger et feminint billedsprog om sig selv.
Med sin bog skriver Jonas Eika sig ind i en kristen mystisk tradition, hvor fastlåste dogmer og binære forestillinger udfordres af det mystiske, det bevægelige og det, der ikke sådan lader sig definere. Det har til alle tider været en del af kristendommen, men også altid været en trussel mod det etablerede og derfor blevet undertrykt.
Beginernes queer position i samfundet er også hele tiden en usikker position. Men de skaber plads for os, der også lever i et ubestemmeligt hverken-eller, i et grænseland. Og Jonas Eika skal have tak for at åbne deres verden op for os.

Jonas Eika: Åben Himmel (Forlaget Basilisk)

Barbara Potapenko Jensen, præst i Sct. Matthæus Kirke

På min hylde står denne efterhånden lidt slidte bog. Min far læste den højt for mig, da jeg var lille, for Momo er en børnebog for store og små. En eventyr-roman der er så finurlig og mesterlig, at jeg som voksen har læst den igen og igen og igen, og hver gang bliver lige ramt.

Momo- eller ‘Den sælsomme historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til mennesket’- handler om tidens egentlige natur.
Pigen Momo har, så vidt hun kan huske, altid levet. Måske er det 10 år, måske 100. Hun har en hel særlig evne til at lytte. Til at være til stede. Og alle der møder hende og taler med hende går derfra roligere og gladere. Men verdenen er under forandring og de Grå Herrer har travlt med at få folk til at effektivisere deres tidsforbrug.
Men der sker noget med livskvaliteten, når folk begynder at spare tid her der og alle vegne, og Momo må træde til og hjælpe folk med at huske at “liv er tid, og tid bor i hjertet”.

Selvom bogen er fra 1973, er den – ligesom Momo – tidløs, når den spørger: Hvorfor kan tiden gå så langsomt, samtidig med at vi aldrig har nok tid til det vi ville? Hvordan bruger vi vores tid i en travl hverdag? Hvad er det, der egentlig betyder noget her i livet?

Bogen er unik og tankevækkende og fuld af håb – men pas på! For tiden flyver afsted, når man læser Momo!

Michael Ende: Momo (Gyldendal)

Thomas Frovin, præst i Apostelkirken, anbefaler Om udregningen af rumfang af Solvej Balle

Solvej Balles forunderlige ”Om udregning af rumfang” handler om alting. Ja, det lyder voldsomt og ambitiøst, men fortællingen om Tara, der er fanget i den 18. november – en dag, der gentager sig hele tiden og igen – er en serie, der på en måde når rundt om alt det, der betyder noget. Historien om Tara spørger os om hvad tiden, kærligheden, erindringen og relationerne betyder for os, og hvor meget vi egentlig er herrer over selv i denne verden.

Om lidt kommer det sjette af de syv planlagte bind – du kan nå med endnu! Det er verdenslitteratur på dansk, kort og godt. Det er medrivende og vidunderlig læsning – også selvom det slet ikke er november.

Solvej Balle: Om udregningen af rumfang (Pelagraf)

Birgitte Kragh Engholm, præst i Sct. Matthæus Kirke, anbefaler Utålmodige hjerter af Stefan Zweig

“For første gang i verden begyndte jeg at forstå, at det værste i verden ikke skyldes ondskab og brutalitet, men næsten altid har sin rod i en form for svaghed”. Stefan Zweigs roman Utålmodige Hjerter er en af mine litterære bibler. Romanen er en dramatisk fortælling om kærligheden, og en blotlæggelse af vores menneskelige natur.

Zweig kredser om ansvar og den moralske uro, der følger, når vi forsøger at gøre det rigtige, men måske i virkeligheden gør det for vores egen skyld. Han kredser om skammen og skylden, der gør, at vi ikke altid kan eller VIL se klart. Han kredser om, at vi ikke altid kan finde ud af at stå ved os selv. Men som Zweig skriver: “Man kan flygte fra alt undtagen sig selv”.

Fortællingen, der rummer al denne eksistentielle visdom & indsigt, handler om den unge officer Hofmiller, der indleder et venskab med den lamme pige, Edith. Drevet af (selv)medlidenhed, ikke kærlighed, må Hofmiller til sidst erkende, at hans handlinger og opførsel over for Edith i virkeligheden er et udtryk for egen svaghed og manglende følelsesmæssig ærlighed.

God litteratur kan vi blive til i. Den kan åbne og lukke. Bygge op og rive ned. Den kan spejle os og vise os, hvem vi er. Og om sommeren, hvor nætterne er så lyse, at de finder vej ind igennem de blafrende sommergardiner, kan man godt tænke: Hvem har kigget ind i min sjæl?

Stefan Zweig: Utålmodige hjerter (Turbine Forlaget)

Maria Kynne, børnepræst på Vesterbro, anbefaler Baglænsk af Anna Jacobina Jacobsen

Anna Jacobina Jacobsen har lavet denne fantastiske, finurlige og følsomme børnebog med den sære titel Baglænsk. Og jeg skriver lavet i stedet for skrevet, fordi hun både står for tekst og tegninger. Fantastiske tegninger af mennesker med store øjne, store næser, lange fingre og store ører. Når børn tegner mennesker, er det ofte de kropsdele, der er fremhævet: Øre, næse, øjne og hænder.
Anna Jacobina Jacobsen beskriver i Baglænsk alderdom og død på en meget fin og nænsom måde. Aage er en gammel mand. Eller i hvert fald er han en gammel krop. Han føler, at han er ved at blive til et træ. Indeni er der stadig energi og livslyst, men Aage bevæger sig ikke så meget mere, for som han siger: ”Jeg vil helst sidde stille. For at gro rødder og stive led skal man forholde sig roligt. Forvandlingen sker ikke af sig selv.”
Aages gamle veninde Esther er også gammel og er begyndt at tale mærkeligt. Aage finder ud af, at hvis han taler baglænsk, altså siger ordene bagfra, hvor fx krop bliver til pork, så forstår Esther, alt hvad han siger, og de kan tale sammen igen. Pludselig en dag lyder der et klik, og Aage bliver let som en fjer.

Bogen beskriver i ord og billeder skønheden i den brutale aldringsproces, relationen mellem ældre mennesker, der ældes forskelligt, relationen mellem barn og bedsteforælder, relationen mellem levende og døde. Selve døden fortæller Anna Jacobina Jacobsen om, så afslutningen af det jordiske liv fremstår naturlig og varm.
Bogen fungerer som et rigtigt fint oplæg eller tillæg til den samtale om døden, som det er så vigtigt, at vi har med vores børn.
Den står på rigtig mange af Københavns biblioteker og er lige til at låne med til ferien.

Anna Jacobina Jacobsen: Baglænsk (Jensen & Dalgaard)

Niels Nymann Eriksen, præst i Apostelkirken, anbefaler Fra begyndelsen af Marilynne Robinson

Det er mere interessant at høre store tænkere reflektere over gamle historier end over dagens nyheder. Det er i al fald min erfaring, og også det, der er på spil i Marilynne Robinsons Fra Begyndelsen, hvor hun reflekterer over sin egen læsning af Bibelens første sider. Første Mosebog fortæller om fjerne begivenheder, men læst af en digter som Marilynne Robinson fremstår de psykologisk og kulturelt påtrængende.

Marilynne Robinson er en stor tænker og skribent, en levende legende i amerikansk litteratur, bedst kendt som forfatter til romaner som Housekeeping (1980) eller Gilead (2004), som sikrede hende Pullitzerprisen, men i de senere år også for sine essays.
Det er hendes essay om urhistorien, Første Mosebog, som nu er udkommet på dansk. Det er både besværlig og berigende læsning. Besværlig, blandt andet fordi hun ikke rækker sin læser nogen form for støtte i form af tekstinddelinger. Berigende, fordi de gamle tekster bliver levende og efterlader os med en erfaring af, at der – bag alle de historier vi fortæller om os selv – findes en stor historie om mennesket rummet af Guds godhed og medlidenhed.

Marilynne Robinson: Fra Begyndelsen (Bibelselskabet)

SÆRLIGT TILBUD: Læs Marilynne Robinsons bog sammen med andre i Læseklub på Vesterbro Bibliotek. Læseklubben mødes søndage den 17. og 31. august samt 14. september kl. 14.30-16.00.
Tilmelding nødvendig til Niels Nymann Eriksen nne@km.dk