Stressfri i gårdhaven
Naturliv er godt for sjælen
Stressfri er et gratis tilbud til dig, der er ramt af stress, stressrelateret angst eller depression – og til dig, der gerne vil forebygge stress.
Når du er stressramt, er dit nervesystem i alarmberedskab – tankerne ræser af sted, og det kan være svært at være til stede i nuet. I Apostelkirkens gårdhave får vi jord under neglene, og tankerne falder til ro, mens vi dyrker grøntsager og blomster.
Du kan deltage i det, du har lyst til, og evt. bare kigge forbi og få en kop kaffe. Der er ingen krav, og du behøver ikke tilmelde dig. Vi holder Stressfri hele året men med pauser omkring højtider og sommerferien.
For alle – uanset tro
Du behøver ikke være kristen eller troende for at deltage. Stressfri i gårdhaven er et tilbud til alle, der er ramt af stress og har brug for et frirum. Du finder Stressfri i Apostelkirkens gårdhave, Saxogade 13 på Vesterbro.
Det er gratis at deltage og kræver ikke tilmelding.
Arrangør: Eva Green Meinel


Natur, ånd og hverdag
Efter Stressfri i gårdhaven er du velkommen til meditationer og nærværsøvelser i kirkens stille rum.
Den første halve time mediterer vi og laver nærværsøvelser, som bringer sindet i ro. Vi søger mod langsomhed og stilhed. Ofte er naturen flettet ind. Bagefter sidder vi i stilhed i ti minutter i fælles centrerende bøn.
Natur, ånd og hverdag er for alle uanset tro, og du kan tilvælge det, du ønsker. Der er ikke musik under meditationerne. Du behøver ikke være erfaren med meditation.
Det koster ikke noget at deltage og kræver ikke tilmelding. Eva Green Meinel guider arrangementet.