Ung
uKirke
Det er uKirkes mange frivillige unge, der er den kreative drivkraft bag aktiviteter og udvikling. Sammen arbejder de frivillige, uKirkes medarbejdere og præst Therese Møller efter et manifest, der er den røde tråd i alle initiativer og samarbejder.
Det betyder, at vi beskæftiger os med spørgsmål frem for med svar. At vi er forpligtiget på at pleje fællesskaber, hvor der er plads til alle. At alle skal føle sig velkommen og fri til at engagere sig på deres egen måde, og at vi deltager næstekærligt i hinandens liv. Det er også derfor, at alt, vi laver, bliver til i samarbejde med dem, der kommer i kirken.
Vi bestræber os på, at uKirke er en kirke i øjenhøjde, hvor alle aktiviteter er aktuelle, relaterbare og nyskabende.
Døren er åben – også for dig. Vi bor i Dannebrogsgade 53, ved Litauens Plads. Læs mere om uKirke.

Kammerkoret
Kor for unge mellem 17 og 25 år. Korets klangideal er klassisk, men vi bevæger os genremæssigt vidt omkring og synger et bredt repertoire, der rummer både klassiske satser, folkemusik, salmer og rytmiske sange. Vi arbejder med instrumentbygning (sammenhængen mellem krop og stemme), klang, tekst, frasering og udtryk. Som sanger i Kammerkoret er man del af et dejligt fællesskab, som hvert år får mange nye musikalske oplevelser sammen. Læs mere.
Maria Projektet
Maria Projektet er et kunstprojekt, der med base i Mariakirken søger nye etiske modeller for samtale, samvær og samfund via undersøgelser i kirkens og billedkunstens rum og praksis. Maria Projektet er drevet af en idé om, at kunsten kan være et forum for metodisk udveksling og udvikling, og projektets værker er derfor også forskellige forsøg på at udvikle en tilgang og metode, der kan sætte nye dagsordener for, hvordan vi lytter, taler og handler. Læs mere.

re-TRO-værksted
Kærligheden har mange afskygninger. Det, som ikke (længere) er elsket af én, kan blive elsket igen af en anden. Har du kærlighed til tøj, kan du være med til re-TRO-værksted, hvor gadepræsten Liane sammen med unge på Vesterbro redesigner brugt tøj, så det får nyt udtryk.
Kan du lide at sy og redesigne tøj? Så kom og vær med til at give brugt tøj nyt liv, når vi holder re-TRO-værksted i uKirke. Kontakt Liane, hvis du har lyst til at være med.
Øvelser i fonologisk opmærksomhed
En række spoken word-koncerter, hvor musikere og forfattere lader deres arbejde inspirere hinanden. Det er en samtale mellem kunstformer, mellem lyd og ord, hvor øvelsen består i noget så enkelt som at lytte. Udvalgte fredage kl. 20 i Eliaskirken. Se kalenderen.
Kærestesorggruppe
Kærestesorg er vrede, sorg, afmagt, hævntørst, jalousi og meget mere. I kærestesorggruppen kan du dele de svære følelser med præst Lise Rasmussen og andre, som også er slået omkuld af ulykkelig kærlighed. Det foregår i Mariakirken, Istedgade 20. Mandage kl. 19-20.