Socialt arbejde

Café Exit
– fra indsat til værdsat
Er du indsat eller tidligere indsat? Café Exit er et tilbud til dig, som vil Begynde på en frisk. Café Exit formidler muligheder og giver nyt håb for at støtte mennesker i at tage ansvar for eget liv, bryde tidligere mønstre og indtage en meningsfuld plads i samfundet. Café Exit tilbyder en række sociale, kulturelle aktiviteter og tilbud om gældsrådgivning, mentorforløb, terapisamtaler og anden rådgivning.
Café Exit blev oprettet i 2007 på initiativ af Fangekoret, præster fra Vestre Fængsel og Apostelkirken. Café Exit drives som en selvstændig forening. Formand i bestyrelsen er Niels Nymann Eriksen, præst i Apostelkirken. Læs mere.
Night Light Café
– værdighed og omsorg
Night Light Café i Eliaskirken på Vesterbro Torv er et værested for nigerianske kvinder i prostitution. Natcaféen er etableret for at møde kvinderne med værdighed, næstekærlighed og omsorg. Vi ønsker at sprede lys og håb netop der, hvor det kan være svært at få øje på. I natcaféen mødes vi kvinde til kvinde og skaber et frirum, hvor der er rum til at holde en pause fra gaden.
Vi tilbyder toast, frugt, kaffe og te i kirken men møder også de nigerianske kvinder i gadebilledet, hvor vi tilbyder kondomer og noget varmt at drikke. Læs mere.
Mariatjenesten
– værested for hjemløse
Mariatjenesten er et værested for socialt udsatte, hjemløse og ensomme, som har brug for ro, hvile og en pause – måske fra livet på gaden. Værestedet er en del af Mariakirken på Istedgade. Her tilbydes samtale, omsorg og en billig kop kaffe. Det kan også være relevant at hjælpe med kontakt til andre hjælpeorganisationer og myndigheder.
Alle er velkommen uanset køn, race, kulturel og religiøs baggrund. De fleste brugere kommer fra Rumænien, men også mennesker fra de nordiske lande og fra Danmark bruger Mariatjenesten. Mariatjenesten drives i samarbejde med Kirkens Korshær og har eksisteret siden 1974. Læs mere.
Vi jager alle sammen efter et bedre liv, og det er en glæde at se, når det faktisk sker, at livet vender for en person. Men jeg ønsker at give dem et sted, hvor de ikke bliver mødt med kritik af det liv, de lever.
Anita Rohwer, præst i Mariakirken
Fisken & Brødet
– uddeling af overskudsmad
Hver dag smides fødevarer ud fra supermarkeder i Københavnsområdet – fødevarer, som ikke kan sælges, men som ikke fejler noget. Er din økonomi udfordret, så kan du i Apostelkirken og Mariakirken hente fx grøntsager, frugt, brød og kager og samtidig være med til at mindske madspild.
Madspild er i sig selv en klimamæssig belastning, og vi er mange på Vesterbro, der kan få gavn af uudnyttede ressourcer. Sammen kan vi bekæmpe madspild og hjælpe hinanden. Alle er velkommen i Fisken & Brødet. Læs mere.
Maria Projektet
– kunst og samfund
Maria Projektet er et kunstprojekt, der med base i Mariakirken på Istedgade søger nye socialetiske modeller for samtale, samvær og samfund via undersøgelser i kirkens og billedkunstens rum og praksis.
Maria Projektet er drevet af en idé om, at kunsten kan være et forum for metodisk udveksling og udvikling, og projektets værker er derfor også forskellige forsøg på at udvikle en socialetisk tilgang og metode, der kan sætte nye dagsordener for, hvordan vi lytter, taler, handler og tænker socialetisk. Læs mere.