Enghave Kirke
Gudstjenester og musik for mennesker i alle aldre
Enghave Kirke har et rigt musikliv, aktiviteter for alle aldre og gudstjenester i mange afskygninger. Vi lægger blandt andet hus til Folkekirken Vesterbros korskole, Den danske HIV-menighed, spejdere og Enghave Barok. Vi mødes til morgensang, socialt samvær til vores Tirsdagsmøder og andre fællesspisninger.
Hele året er der børnegudstjenester og musikgudstjenester med blandt andet Ramona og Ungdomskoret. Desuden har vi meditative gudstjenester med Hildegard-meditation og Johannes og Overtoner, samt klassiske søndagsgudstjenester.
Enghave Kirke Sønder Boulevard 120, 1720 København
Præster: Viggo Julsgaard Jensen
Organist: Christian Dehn Bang
Kirketjenere: Britta Astrup, Bo Hagen Clausen
Musikpædagoger: Anna Sofie Høegh-Andersen, Anne Louise Munch, Anne-Mette Riis, Sandra Skov Fallesen

Præst Viggo Julsgaard Jensen anbefaler sommerlæsning
Ferietid er for mange et øjebliks stilhed midt i en støjende verden. Krig, klimakrise og konflikter præger nyhederne, og det kan være svært at finde ro i det hele. Men netop i urolige tider kan bøger åbne vinduer – til eftertanke, håb og nye perspektiver.
Åben himmel
Med ”Åben himmel” skildrer Jonas Eika middelalderens kristne kvindebevægelse beginerne. De var uafhængige kvinder, der ikke sådan lod sig definere. Som bogens fortæller Ida beskriver dem: ”de skræver over grænsen: levende for Gud men ikke døde for verden, hverken gift eller i kloster, et ubestemmeligt sted mellem de hellige og de falske. Og hele tiden ved at falde til begge sider.”
Ida er selv beginer og hendes eget første møde med beginerne gav hende ”følelsen af at her var der nogen der havde skabt plads”. Det er i dette ubestemmelige hverken-eller, dette grænseland, at beginerne formår at skabe plads: plads for en queer sensibilitet og en queer kristendom, der netop bevæger sig og bliver i det ubestemmelige hverken-eller, grænselandet.
Jonas Eika skriver om sanselighed, så man mærker det. Ånd og krop smelter sammen, det religiøse og det erotiske. Ida får visioner, hvor Jomfru Maria og Kristus smelter sammen, visioner hvor Jesus opfører sig feminint og bruger et feminint billedsprog om sig selv.
Med sin bog skriver Jonas Eika sig ind i en kristen mystisk tradition, hvor fastlåste dogmer og binære forestillinger udfordres af det mystiske, det bevægelige og det, der ikke sådan lader sig definere. Det har til alle tider været en del af kristendommen, men også altid været en trussel mod det etablerede og derfor blevet undertrykt.
Beginernes queer position i samfundet er også hele tiden en usikker position. Men de skaber plads for os, der også lever i et ubestemmeligt hverken-eller, i et grænseland. Og Jonas Eika skal have tak for at åbne deres verden op for os.
Bog: Åben himmel
Forfatter: Jonas Eika
Udgivelsesår: 2024
Forlag: Forlaget Basilisk
BABYSALMESANG
og tumlingemusik
Musik, bevægelse og nærvær på de smås præmisser. Ti hold hver uge.
Gud rummer alt det, vi ikke rummer. Vi mennesker har gennem tiden gjort kærligheden så lille. Både Guds kærlighed og kærligheden imellem os. Den bliver hurtigt reduceret til at være heteroseksuel, monogam og kun for to. Og så er det, Gud siger til os: Pas nu på! Glem ikke, at ethvert menneske har et værd i sig selv.
Viggo Julsgaard Jensen, præst i Enghave Kirke

Gudstjenester
Seniorfællesskab med morgensang, fællesspisning og foredrag
Hver tirsdag mødes vi til socialt samvær. Vi begynder kl. 14 med en andagt og bagefter drikker vi kaffe og lytter til foredrag og får en hyggelig snak med hinanden. Somme tider spiller vi banko eller tager på udflugt.
Hvis du holder af at synge sammen med andre, skal du komme til morgensang hver torsdag kl. 9.30 – vi spiser morgenbrød sammen bagefter.
Engang imellem er der Enghave-eftermiddag med fælles frokost og foredrag i menighedssalen efter søndagens gudstjeneste.

Særligt for seniorer
KORSKOLE
Børn og unge 4-25 år
Et fællesskab for børn og unge, der øver og optræder i Enghave Kirke. Det koster ikke noget at være med.