Ro, tro & eftertanke

Kristentroen sætter store ord på, hvad et menneske er. Men det kræver, at vi er stille, hvis vi skal høre det.

Birgitte Kragh Engholm, præst i Sct. Matthæus Kirke

I Sct. Matthæus Kirke har vi Nordeuropas største alterbillede. Alterbilledet forestiller Jesus, der står og taler til en skare af mennesker. Med sin venstre hånd peger han ud mod menneskene, ud på det liv, vi lever, men med sin højre hånd peger han opad. Opad for ligesom at sige, at husk nu, der er altid noget mere at sige om og til vores liv.

I kirken forsøger vi at sætte ord på dette mere, for vi mennesker kan ikke altid gennemskue os selv, som filosoffen Paul Ricoeur (1913-2005) sagde. Vi har brug for et større perspektiv, en større ramme og nogle større ord, hvis vi skal folde os ud som mennesker.  Når vi bevæger os rundt i vores hverdagsliv fyldt med både ydre og indre støj, orienterer vi os mod det, der ligger lige foran os. Alt det, vi skal nå, klare og ordne. Men vi mennesker er mere end en brik i et hverdagsspil. Vi har muligheden for at udfolde vores liv, skabe et større erkendelsesrum omkring os.

Eller som Søren Kierkegaard (1813-1855) siger: “Menneske er ikke noget vi ér. Menneske er noget, vi hele tiden er på vej til at blive.”

At blive menneske betyder hele tiden at være på vej. Hele tiden forsøge at forstå mere. Erkende dybere. Orientere sig bredere. Begribe højere. Kristentroen støder sammen med vores liv og får os til netop at forstå, erkende, orientere og begribe tilværelsen, troens tekster gør vores livsrum større.

Vi mennesker er sat i verden med en udstrakt grad af frihed til at forvalte vores liv. Vælge, vælge fra, indrette os. Men det er for os mennesker et stort ansvar, for vi kan med tidens høje idealer, forventninger og krav, kun skuffe, svigte, vælte, glide og fejle. Med andre ord stå med følelsen af at være mislykket og utilstrækkelig. Og alle skuffer over tid, som Minds of 99 synger.

Men hvor går vi hen med det? Hvor går vi hen med faldet, skuffelsen, utilstrækkeligheden, skrammerne, manglerne, svigtet, bulerne? Hvor går vi hen med livet? Også når det lykkes. Når glæden, tilliden, kærligheden og håbet blomstrer. Hvor går vi hen, når vi er på toppen af vores game?

Under kirkens høje hvælvinger bliver vi sat på plads i tilværelsen. Kristentroen er næring til vores eksistens, så vi kan blive til som menneske. Den sætter store ord på, hvad et menneske er. Men det kræver, at vi er stille, hvis vi skal høre det. Vi har brug for ro, tro og eftertanke, hvis vi skal blive til som menneske. Vi har brug for det fordybelsesrum, kirken er.