Aldrig alene om livet

Verden vendes på hovedet, når det mindste bliver det største

Det er overvældende og livsomvæltende at få et barn – det er et kæmpe ansvar at stå med et lille uskyldigt liv i hænderne. Det er glædeligt og smukt at blive forælder, men nøj, hvor er det også sårbart og skrøbeligt. Er jeg god nok? Er mit barn ok? Hvem vil barnet med tiden blive?

Mange vælger barnedåben af de grunde. Fordi livet er skrøbeligt, og fordi, som mange af de forældre, jeg møder, siger: ”Der er noget større mellem himmel og jord.”

Dåben er en gave, der gives uden betingelser og krav

For mange handler dåben om tradition, tilknytning og forbindelse til generationerne før og efter. At kunne give sit barn et fundament, der lader barnet vide, at det altid er elsket, ikke bare af mor og far. Der er også et sted i samfundet, hvor man er værdifuld, bare fordi man er. Uanset hvem man bliver til, hvilke karakterer man får i skolen, eller hvor vejen fører én hen. Derfor er dåben også et løfte til mor og far om, at Gud bærer med.

På den måde er dåben en gave – ikke fra kirken eller præsten, ikke fra forældrene – men en gave fra Gud. Den gives uden betingelser og krav. Det er et løfte om, at barnet aldrig er alene, allerede er tilgivet og altid er elsket betingelsesløst.

Barnets faddere er dåbs- og livsvidner

Når vi døber et barn i kirken, skal det have dåbsvidner: faddere. For mange er det meget betydningsfuldt, hvem der skal bære barnet ved dåben. Der er ikke længere et juridisk bånd mellem barn og faddere, men mange danner et dybere følelsesmæssigt bånd.

Faddere er vidner til det løfte, barnet får i dåben, og kan minde barnet om det, når det bliver større og stiller spørgsmål om sig selv: identitet, værd, mening, osv. Der skal fadderen hjælpe barnet med at forstå det fundament de har fået gennem dåbens gave. Barnet får ekstra voksne, som er del af dets liv, og bliver dermed ikke bare dåbsvidner men også livsvidner.

Hvad siger vi ja til?

Ved dåben siger vi ja til den kristne trosbekendelse. At sige ja til den, er noget af en stor mundfuld. Hvad vil det sige at Gud er himmelens og jordens skaber? Hvad så med naturvidenskaben? Og hvad er det evige liv?

Trosbekendelsen – om troen på opstandelsen og det evige liv – har fraser, som kan være svære som menneske i det 21. århundrede at sige ja til. Også for mig, der er præst. Det kan tage et helt menneskeliv at finde ud af, hvad troen betyder for ens selv. Men for mig er det sådan, at når tvivlen fylder, eller når tilværelsen ramler, så oplever jeg at blive båret af den tro, jeg insisterer på at have som fortegn for livet – også selv om jeg ikke ved hvordan. Fordi der er det fællesskab, jeg er del af.

Og fællesskabet har jeg fået som gave – det kan dit barn også, for alle har ret til denne gave.

Barbara Potapenko Jensen, præst i Folkekirken Vesterbro