
onsdag 5. nov, 16.30-17.30
Mariakirken
AkroBeat

Er dit barn vild med at bevæge sig, danse, lege og mærke rytmen? Men ikke så vild med at gå til fodbold eller kor? Så er AkroBeat et helt nyt tilbud, der måske rammer plet!
AkroBeat er for børn i alderen 6-11 år, der har lyst til at bruge kroppen, grine højt og være med i et trygt fællesskab. Her kombinerer vi akrobatik, rytmer og musik med energi, glæde og sjove udfordringer.
Vi skal:
– Øve tricks og akrobatiske bevægelser
– Skabe fede beats med kroppen
– Danse, lege og klappe hinanden frem
– Mærke fællesskabet og glæden ved at mestre noget nyt
Det handler ikke om at vinde – men om at skabe energi og glæde sammen. Alle kan være med, og vi gør det sammen. AkroBeat skaber både energi og ro gennem rytme, gentagelse og fælles ritualer. Det hele foregår i kirkerummet på en måde, man nok ikke lige har prøvet før!
Tilmelding: akrobeat@folkekirken-vesterbro.dk
Skriv dit barns navn og alder i mailen
Det er gratis.
Tidspunkt: Hver onsdag kl. 16.30 fra 5. november til 10. december.
Læs mere: AkroBeat | Københavns Stift
Instruktør: Sheba Mikkelsen Hunter
Sheba Mikkelsen Hunter er cand.mag. i Teater- og Performancestudier og arbejder som underviser og kulturformidler med speciale i dans, bevægelse og kreative læringsrum. Hun har undervist børn og unge i moderne dans og hiphop bl.a. på Vesterbro Ungdomsgård og Rytmisk Center, hvor hun har haft fokus på at styrke børns selvtillid gennem kreative udtryk.
Sheba har bred erfaring med at udvikle undervisningsforløb, koreografier og afslutningsvisninger og lægger vægt på at skabe inkluderende fællesskaber. Hun er desuden tilknyttet Det Kongelige Teater som børnerundviser og har arbejdet med outreach og undervisning på Kunsthal n. Hun er nu instruktør på pilotprojektet AkroBeat, hvor dans, musik og bevægelse møder kirkens fortællinger og fællesskab.
Præst: Maria Kynne
Maria Kynne er præst på Vesterbro – og jazzsanger med en baggrund som komponist og tekstforfatter. Med improvisation som sit kreative omdrejningspunkt skaber hun levende og nærværende møder med børn i kirken. Hun tror på, at det er i samspillet, i bevægelsen og i legen, at noget større kan opstå. Som børnepræst inviterer hun børnene med ind i fortællingen – med både fantasi, samtale og krop. For Maria handler tro og musik om det samme: at give ånden plads til at bevæge sig.
Detaljer
Dato:
5. november 2025
Tidspunkt:
16:30 – 17:30
Sted
Mariakirken Istedgade 201650 København V
Medvirkende
Maria Kynne