Barbara Potapenko Jensen

Som præst ønsker jeg at give kristendommen og den kristne tradition videre – men jeg ved også, at man ikke kan arve en tro. Den må man finde vej til selv gennem livet, og selvom min vej nok har været mere brolagt med kristendom end de flestes, går det stadig lidt op ad bakke indimellem.

For mig har kirken egentlig altid været som et hjem. Jeg forstår godt, at mange kan føle sig fremmede i kirkens rum og ritualer, men sådan er det bare ikke for mig. Jeg er vokset op i udlandet, hvor vi flyttede rundt efter mine forældres arbejdede, men uanset hvor vi boede, fandt de en dansk kirke, hvor vi kom til at høre til og føle os hjemme. Ritualerne, højtiderne, ordene og salmerne blev det, der bandt mit liv sammen. Noget dansk. Noget genkendeligt. Noget trygt.

Som 16-årig flyttede jeg alene tilbage til Danmark for at gå i gymnasiet. Her blev det tydeligt, at jeg havde haft en anden opvækst end mine jævnaldrende – jeg kendte ikke den musik, de var fan af eller de film, de havde set. Jeg følte mig anderledes. Men jeg fandt et fristed hos mine bedsteforældre, og især hos min morfar, som var præst i Viborg. Vi begyndte en samtale om tro, liv og teologi, som varede i mange år. Den fulgte mig gennem gymnasiet, mens jeg som ung arbejdede i Australien og videre ind i mit teologistudium.

Da jeg fik mit første præsteembede, lånte jeg en af min morfars aflagte præstekjoler. Den var alt for stor, og jeg husker, at skovlen satte sig fast i ærmet første gang, jeg skulle kaste de tre skovlfulde jord ved en bisættelse. Jeg var nødt til at lave en særlig bevægelse, for at komme fri af ærmet, og den vane har jeg stadig med mig i dag. Min morfar læste også altid mine prædikener – han var dybt optaget af troen og teologien, og han gav sin begejstring videre til mig.

Men selvom jeg har gået i min morfars fodspor og præstekjole, tror jeg ikke på samme måde, som han gjorde. Jeg er dybt taknemmelig for den arv, han gav mig. En arv som ikke er et færdigt svar eller facit, men snarer er et sprog, jeg har lært mig og nu anvender på min måde med egne formuleringer.
Vores fundament er det samme, trosbekendelsen er f.eks. fælles, men den måde jeg anvender den og hører den, kan til tider udfordre og provokere.

Det er dén erfaring, jeg forsøger at give videre – til dåbsforældre, konfirmander, børnene der kommer til familiesalmesang og de mødre, jeg taler med i gravidsamtaler og barselssamtaler. Og det er dén erfaring, jeg selv som mor forsøger at give videre til min datter. Kristendommens ritualer og tradition kan være en tryg ramme om vores liv, som vi helt enkelt kan tage imod og lade gå i arv fra generation til generation. Men troen er som en lang samtale med en fortrolig, fuld af nuancer, og noget vi søger og vokser med hele livet. Derfor kan tro ikke arves, den er en proces, som er helt sin egen.