Maria Kynne

Jeg har to fagligheder med mig ind i mit virke som præst: Jeg er både jazzsanger og teolog. Før jeg blev præst, levede jeg i mange år af at være musiker som sanger, komponist og tekstforfatter, og det var gennem musikken, jeg fandt min vej.

Improvisationen har altid været kernen i min måde at arbejde på, det er dér, i det levende samspil med andre musikere, at jeg føler mig som mest mig selv og allermest forbundet med noget større end mig.

Selvom jeg er nyuddannet og jobbet som børnenes præst på Vesterbro er min første præstansættelse, tror jeg egentlig, at jeg altid har været præst. På en måde. Det har altid været min intention med musikken at være en kanal for noget større: trøst, håb, lindring, forbundethed. Når jeg synger – især når det går godt – føler jeg, at jeg bliver næsten gennemsigtig. At jeg ikke længere bare er mig selv, men at noget strømmer igennem mig, hvis jeg tør give det plads. Det kræver mod og øvelse at improvisere, men det kræver først og fremmest en villighed til at miste kontrollen og lade sig bevæge.

Det er måske derfor, jeg elsker at arbejde med børn som præst. Man kan ikke planlægge sig frem til det, der sker i et rum med børn. Man må improvisere, gribe øjeblikket og være til stede. Mine børneprædikener er samtalebaserede – jeg inviterer børnene med ind i fortællingen, og ofte improviserer vi os frem til nye perspektiver sammen. Når vi leger med ord, fantasi, logik og krop, opstår der noget særligt.

Et af mine yndlingsformater som præst er “Go’Nathistorier” i Kristkirken. Her samles børnefamilier i kirkerummet til aftensmad ved langborde. Efter maden synger jeg børnene op til alteret, fortæller en bibelhistorie og slutter aftenen med at improvisere dem hjem i søvn med sang. Undervejs skifter jeg til præstekjole – for både det legende og det højtidelige må være til stede.

Der er et hebraisk ord, der har givet mig sprog for, hvad det hele handler om: Ruach. Det betyder ”ånd”, men også ”at ånde” og ”vind”. Det er noget, der bevæger sig. For mig er ruach kernen – både i musikken og i mødet med børnene. Hvis det skal give mening, skal det være i bevægelse. Det er i ånden og bevægelsen, det levende sker.