Aldrig alene om livet

Det vigtigste i livet er ikke noget, vi selv kan præstere

Måske kan man fristes til at tænke, at dåben er en slags indmeldelse i en religiøs klub med særlige regler og traditioner, der kan læres udenad som remser og vers. Eller at dåben er en trosprøve, hvor forbøn og bekendelse er koden, så barnet med vandkæmmet hår kan begynde det folkekirkelige selvforbedringsprogram. Eller måske endda at dåben som en form for himmelsk tryllekunst, hvor barnet forvandles i samme øjeblik, vandet rammer panden og nu har en magisk kraft til lykke og overlegen moral.

Men dåben er ingen af delene.

Kernen i dåben er, at det vigtigste i livet ikke er noget, vi selv kan præstere. Det er en gave, som gives os. Barnet, der bliver døbt, kan hverken forstå eller udtrykke troen – og netop dér ligger pointen: Dåben minder os om, at vi ikke behøver bevise vores værd. At vi ikke bare kan selv, og deri er vi taget imod og mødt af Gud.

Du er, som du skal være

I Det Nye Testamente bruges ordet pistis om tro. Det betyder på oldgræsk noget i stil med tillid eller troværdighed. Troen handler først og fremmest ikke om at forstå eller præstere men om allerede at være en del af et fællesskab, hvor man bliver mødt med ordene: Du er, som du skal være. Dåben handler ikke om at forbedre os, men om at give os plads til at vokse ind i livet, som dem vi er.

Dåben er naturligvis også en festdag, men den er mere end det. Dåben er et livslangt ja til mennesket. Et ja fra Gud, der siger: “Du hører til, du er elsket, du er forbundet med mig og med alle andre mennesker.”

Vi er mere end vores præstationer

De tre små stænk vand peger på noget stort: At vi mennesker er forbundne som vanddråber. Den forbundenhed bærer os, også når livet er svært. Den minder os om, at vi er mere end vores præstationer og ambitioner. Dåben kalder os frem som dem, vi er givet en frihed til at være. Det er en frihed, ikke fra, en frihed der giver os et ansvar – for livet, for os selv og for hinanden.

I kirken siger vi, at dåben er en frelseshandling. Vi mennesker formår ikke at nå vores eget private himmerige selv, og vi kan aldrig selv etablere relationen til Gud. Livet igennem deler vi det samme grundlæggende vilkår med det lille barn i dåben, at vi får det givet, ved at Gud griber ind og virker troen, håbet og kærligheden i os.

Det eksistentielle vilkår og den moralske forpligtelse

Hvad end vi bibelsk skal elske vores næste som os selv eller kantiansk skal handle sådan, at grundsætningerne for vores vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning, så er kravet det samme for døbte som udøbte. Den moralske forpligtigelse er den samme, og det eksistentielle vilkår for alle mennesker, døbte, som udøbte er det samme: At vi fejler, at vi igen og igen ser, at vi mennesker falder igennem, både i vores liv med familie, børn, og venner, i krig og konflikt, klimaforandringer og flygtningeproblematikker.

Vilkåret er det samme, men troen rummer et sprog for dér, hvor vi som mennesker kommer til kort.

Dåbens radikalitet

Når vi taler om synd i kirken, så er vores syndighed er ikke det enkelte svigt, stort eller småt, men selve det vilkår, at vi ikke magter at være overmennesker, der opfylder vores moralske forpligtigelse eller udlever vores fulde potentiale. Derfor er det også vigtigt, at vi fastholder dåbens radikalitet: At dåben er både en tilsigelse af “at, du er god nok, som du er.” At mennesket er sat fri til at være den, vi er – hvilket på én gang er enkelt og en livslang opgave.

Når vi døber de små børn, er det altså både et velkommen til fællesskabet og en påmindelse til os alle. Dåben siger: Du er elsket som du er. Du er del af et større fællesskab. Du er båret af Guds kærlighed. Født til tro, håb og kærlighed.

Du er aldrig alene om livet

Dåben er for mange en første fest for barnet, hvor det får sit navn. Det lille barn bæres til døbefonten omgivet af forældre, bedsteforældre, familie og venner. Ingen skal være i tvivl om, at barnet hører til i familien og kredsen omkring. Med hele vores kultur og vores fortællinger er barnet allerede flettet ind i noget større, som rækker ud over historie og fremtid, helt til verdens ende.

Midt i hverdagen med lortebleer og søvnløse nætter lyder budskabet: Du er aldrig alene om livet.

Lars Obel, præst i Folkekirken Vesterbro