Spring navigation over

Debatindlæg i Politiken

Åbent brev, November 2023

Hvor er I henne? Kære Socialminister og kære socialordfører og andre politikere på Christiansborg.

 

Jeg skriver, for at I skal se en gruppe mennesker, som kun få ønsker at se. En gruppe, der reelt er uden stemme og rettigheder i samfundet, som er så langt nede i bunden af hierarkiet, at deres tilstedeværelse skræmmer os, og hvis de alligevel gør sig synlige og kommer tæt på vores hverdag, får vi lyst til at fjerne dem. Også selvom det slet ikke er sådan, vi ønsker at være. Jeg vil, at I skal se og forholde jer til de liv, der leves på Maria Kirkeplads.

Maria Kirkeplads – der er delvist ejet af Københavns Kommune – er et åbent sår, der råber efter behandling. Pladsen er et tilflugtssted for særligt udenlandske hjemløse, som er her på lovlig vis. Rundt om den ligger ejendomme til alle sider, hvor almindelige danskere har deres hjem.

Igennem årene har Maria Kirkeplads været et opholdssted for ensomme, psykisk syge, alkoholikere, stofbrugere, hjemløse og de seneste 10 år især lovligt arbejdssøgende EU-borgere, der sover på gaden. EU-fattigdoms-immigranter. Det er en gruppe, som bærer præg af ekstrem fattigdom, ubehandlede sygdomme, manglende tandpleje, ofte kun 5. klasses skolegang, ingen sprogkundskaber og voldsom kulturel stigmatisering. Lignende forhold gør sig ofte gældende for deres børn, og de er i Danmark primært for at arbejde og sende penge hjem til deres familier. I Rumænien og Bulgarien må mange leve på eller under mindstelønnen, som svarer til omkring 3.500 kr. om måneden.

De bruger pladsen, fordi der i Mariakirken drives værestedet Mariatjenesten i samarbejde med Kirkens Korshær, som tager sig af mennesker i udsathed. Her forsøger man at lindre noget af smerten ved et liv i ekstrem fattigdom, og som offentlig plads er Maria Kirkeplads blevet et kærkomment opholdssted, alle døgnets timer på alle årets dage, for mange trængte skæbner – også udenfor kirkens og Mariatjenestens åbningstider.

Københavns Kommune har i oktober tilsluttet sig Homeless Bill of Rights, der handler om hjemløses basale menneskerettigheder herunder retten til en bolig eller værdig nødovernatning, adgang til sanitære faciliteter, og retten til lovligt at gøre ting, som er nødvendige for at overleve. Københavns Kommune yder da også finansiel støtte til et Nødherberg i Mariakirken, så der kan holdes åbent i vintermånederne. Her går kirke og kommune hånd i hånd. Men resten af året må de hjemløse klare sig under åben himmel på Maria Kirkeplads. Som præst i Mariakirken føler jeg en medmenneskelig pligt overfor den enkelte, der lider nød lige udenfor den åbne kirkedør – det kan og skal ikke være anderledes – men jeg kan ikke sikre dem deres basale rettigheder. Det er en samfundsopgave, som kræver politisk stillingtagen og handling.

Manglende handling har længe lagt pres på kirkens naboer. Jeg fornemmer, at vi langt hen ad vejen har deres opbakning til at tilbyde de hjemløse hjælp, selvom det gør pladsen til opholdssted. Der er heldigvis på Vesterbro en stærk tradition for sammenhold og for at finde løsninger, så der er plads til os alle. Men det kan også blive for meget med støj, affald, afføring i cykelskurene og det daglige møde med menneskelig armod. Det forstår jeg godt. Det kræver en masse, når menneskelig nød udspiller sig lokalt og lige foran én. Vi i Mariakirken forstår faktisk godt baggrunden for, at der i sommer blev lavet en underskriftindsamling, hvor 200 naboer skrev under på et ønske om at indhegne Maria Kirkeplads, så den kun blev tilgængelig i kirkens åbningstid, og at kirken kunne drages til ansvar for hændelser og ophobning af effekter og affald. Vi mener ikke, at forslaget er nogen reel løsning, men det er heller ikke i orden at bede folk bare æde de vilkår, der følger med at bo ved Mariakirken, uanset om de for nylig har valgt at bosætte sig her, eller om de har boet her det meste af livet. Alle skal kunne sove om natten og føle sig trygge på vej ud og ind af deres hjem. Men de hjemløse er her også, og de forsvinder ikke, selvom politiet efter underskriftsindsamlingen valgte at rydde pladsen for overnattende. De forsvinder måske nok ud af vores synsfelt, men rykker videre rundt i andres baghave, nu blot endnu mere utrygge og endnu mere udsatte, for pladsen blev ryddet, uden at der blev tilbudt noget alternativt overnatningssted. Jeg hørte forleden fra en gruppe kvinder, der forsøgte at sove ved et hotel i nærheden af Vesterport St. I de tidlige morgentimer blev de overfaldet af personalet med en spand iskoldt vand og uden tørt skiftetøj, måtte de lade tøjet tørre på kroppen. Den tryghed de havde, da de sov sammen på kirkepladsen, og det “værn” de der havde imod overfald, brød sammen. De er dårligere stillet end danske hjemløses, for de har ikke adgang til de samme væresteder og natherberg. De ligger allernederst i et hierarki, hvor ingen rigtig kan finde en vindersag. Det er måske det største politiske problem. Men hvordan skal det omkringliggende nabolag af ressourcestærke beboere på Vesterbro få løst deres problem, hvis politikerne vælger at se væk?

Københavns Kommune er igennem en kæmpe spareøvelse og skal alene på socialområdet spare 85 millioner næste år. Det har katastrofale menneskelige konsekvenser for flere sociale tilbud på Vesterbro, der risikerer at lukke eller blive beskåret. Københavns Kommune holder forsat møder om problematikken på Maria Kirkeplads, men har ingen penge. Lige nu forsøger kunstnerne Kenneth Balfelt og Johan August som en del af kirkens social-etiske initiativ, Maria Projektet, at forsone forhold og positioner i konflikten, men hverken kirke eller kunst kan sikre disse mennesker deres basale rettigheder.

Kære Socialminister og kære socialordførere – hvor er I henne, I politikere på Christiansborg?

Jeg efterlyser jeres stillingtagen. Tag stilling til de sociale problemer, som vi som kirke og lokalsamfund ikke kan løse alene, og hvis Københavns Kommune heller ikke kan, hvem kan så?

Med venlig hilsen Lise Rasmussen

Sognepræst ved Mariakirken, Istedgade i København