Lise Rasmussen

Jeg har to uniformer. Den ene er en lang sort kjole med hvid stivet krave. Den anden er et camouflagefarvet sæt med bukser, skjorte og solide støvler. Den første bærer jeg som præst i Mariakirken på Vesterbro. Den anden som sprogofficer i forsvaret.

Det kan virke som to meget forskellige verdener, men for mig hænger de sammen, for min rolle begge steder handler om det samme: At få mennesker til at se hinanden og tale sammen – og måske endda forstå hinanden – også når forskellene er store, og uroen larmer i baggrunden.

Det er en helt speciel opgave at være præst i Mariakirken, for der er meget lidt traditionelt præstearbejde med bryllupper, barnedåb og begravelser. Til gengæld er der en daglig kamp på liv og død for de hjemløse migranter, som bruger kirken som helle i en barsk hverdag, og min rolle er i høj grad at fremme forståelsen mellem migranter og naboer på Maria Kirkeplads.

Selv forstår jeg godt, at naboerne bliver trætte, når migranterne i sommerhalvåret bor under åben himmel på kirkepladsen og opfører sig, som man nu engang gør i sit hjem – laver mad, klipper negle, spiller musik, taler højt i telefon, græder, skændes og prøver at få livet til at hænge sammen med det, der er. Jeg forstår godt, at naboerne synes, det bliver for påtrængende. Det er værd at understrege, at rummelighed og næstekærlighed ikke er det samme som grænseløshed. Tværtimod hører det med til begrebet næstekærlighed, at vi også minder hinanden om, at der findes grænser for, hvad vi kan udsætte hinanden for. Vi kan ikke forvente, at naboerne til Maria Kirkeplads skal bære over med hvad som helst. Men det stiller krav til os som samfund at skabe rammer, der sikrer, at vi kan se hinanden som medmennesker, der deler et ansvar for det fælles vel også der, hvor der findes en asymmetri.

Jeg bor selv lige om hjørnet for enden af Istedgade. Støjen stopper ikke, når jeg går hjem, jeg lever selv midt i det. Erfaringen fra Mariakirken tager jeg med mig, når jeg går på arbejde i den anden uniform, som jeg bærer som sprogofficer. Jeg deltager i træningsopgaver herhjemme og har været udsendt flere gange til Irak og Mali. Jeg plejer at være godt til at få folk i tale og vinde deres tillid, måske fordi jeg som kristen grundlæggende mener, at alle mennesker er lige meget værd. Uanset deres overbevisning, religion og position. Når man møder alle – selv dem der befinder sig i en ultrastresset sårbar fjendtlig situation – som ligeværdige, åbner det mulighed for dialog. Det er den, jeg sætter højest i begge mine jobs. Og forpligtelsen på det andet menneske.

Men det er ikke let. Hverken som præst eller sprogofficer. Jeg kæmper ligesom alle andre med at få det hele til at hænge sammen: arbejde, relationer, børn, ansvar. Men jeg tror, at noget forandrer sig, når vi insisterer på at se hinanden – ikke kun som naboer, men som medmennesker.

Læs Lise Rasmussens tale om næstekærlighed, rummelighed og naboskab, som hun holdt ved premieren på en tv-dokumentar fra Maria Kirkeplads, maj 2025

Lise Rasmussen står bag Maria Projektet, syv kunstprojekter i Mariakirken af internationalt anerkendte kunstnere kurrateret af Matthias Borello, der sætter fokus på marginalisering og udsathed.

Du kan også møde hende i Fisken & Brødet, Kærestesorggruppen, til babysalmesang og forskellige familieaktiviteter i Mariakirken.