Spring navigation over

J&K

Kunstnerduoen J&K (bestående af danske Kristine Agergaard og tyske Janne Schäfer) er baseret i København og på Møn og har samarbejdet siden 1999. J&K arbejder med installationer, performances og interventioner i offentlige og institutionelle rum. Deres værker leger med tegn, klicheer og identiteter i et stærkt underholdende og farvemættet univers, der er inspireret af rejser, ritualer, mytologier og tænkning. Med megen humor og gennem en overraskende, legende og udfordrende leg med symboler fra forskellige kulturer indføres publikum i konstruerede verdener, der danner ramme om en undersøgelse og tematisering af forskellige nykolonialistiske, tværkulturelle og eksistentielle problemer.

J&K udforsker det kreative potentiale, der ligger til grund for enhver modellering af virkeligheden, og problematiserer begreber som sandhedsproduktion, historieskrivning og kulturel identitet. Duoens værker har i den seneste tid søgt et paradigmeskift, hvor mennesket decentreres og sameksisterer på lige fod med det ikke-menneskelige som en (nødvendig) vej til at udvikle nye, ikke-hierarkiske samværsformer.

Duoen har siden start 00’erne realiseret udstillinger og værker nationalt og internationalt, blandt andet ved SMK i København, Göethe Instituttet i Kairo, Pergamon-Bode-Nationalmuseum i Berlin, Overgaden – Institut for Samtidskunst i København, Liverpool Biennialen, og mange andre.
Læs mere: https://www.jk-world.net/

maria projektet, j&r

Maria Projektet åbnede med J&K performance og andagt

Maria Projektet åbnede 18. november med en performance af kunstnerduoen J&K ved en andagt i Mariakirken

De kommende to måneder indtager J&K Mariakirken og pladsen foran kirken på Istedgade med deres kunstprojekt Kin Matter (Ritual Practice), åbne værksteder, som alle er velkommen til at deltage i.

Refleksioner over Kin Matter (Ritual Practice I) af J&K i Mariakirken
Hvorfor er vi samlet her? Hvad laver vi? Og hvad skal det her gøre godt for? Det er de spørgsmål både Mariakirkens præst Lise Rasmussen og kurator for Maria Projektet, Matthias Hvass Borello forsøgte at besvare med deres live-refleksioner fra prædikestolen 18. november, imens ler, grus, vand, bare tæer og sanserne blev en meget integreret del af en andagt, der markerede både starten på Maria Projektet og kunstnerduoen J&K‘s arbejde og ophold i Mariakirken frem til 23. januar 2022.

At udvide næstekærligheden
Kin Matter (Ritual Practices I-V)
 er en serie sanselige, rituelle praksisser og åbne værksteder, der gradvist integrerer sig i kirkens hverdag og kulminerer i et endeligt ritual, der forsøger at få os til at relatere til verden omkring os på en dybere sanselig og eksistentiel vis.

Værket, der spænder sig ud over to måneder, undersøger en konkret udvidelse af vores næstekærlighed, og hvem og hvad der kan (og bør) inkluderes i denne, hvis vi ønsker en bæredygtig verden for os alle og de kommende generationer?

Ved at invitere os med ind i arbejdet med en række basale materialer og redskaber (fx ler, kopper, brød og tekstiler) undersøger kunstnerne, hvordan næstekærligheds-begrebet kan udvides til ikke-menneskelige livsformer og materialer og forbinde os med både naturen og hinanden på nye betydningsfulde måder.

mariaprojektet j&r

Refleksion af Lise Rasmussen, præst i Mariakirken

Hvad kan næstekærligheden rumme?
”Det er de usynlige bånd, der knytter os til andre mennesker, døde som levende. Det er de løfter, som vi har hvisket, og hvis ekko vi ikke kender. Tavse troskabseder. Det er de aftaler, som vi oftest har indgået med os selv, de ordrer, vi har modtaget, uden at nogen har sagt dem højt, og den gæld, som vi gemmer i de fjerneste afkroge af vores erindring.

Det er barndommens love, der slumrer i vores kroppe, de værdier, som får os til at knejse med nakken, de grundprincipper, der gør det muligt for os at kæmpe imod, og de uigennemskuelige forskrifter, der tærer på os og holder os fanget. Vores vinger og vores lænker. Det er de springbrætter, der giver afsæt til vores styrker, og de jordhuller, hvor vi begraver vores drømme.” 

Sådan skriver den franske forfatter Delphine de Vigan om at være knyttet til andre, om at være forbundet – med eller uden vores gode vilje.

Egentlig skal det her tekststykke åbne en fortælling om meget komplicerede familierelationer. Lænker og vinger. Styrke og kryptonit. De usynlige bånd imellem os.

At vi er forbundne på godt og ondt og ja måske til endnu mere end vores familier, kan man også læse lidt om på Bibelens første sider, i en skabelsesberetning, der skildrer Adam, som det første menneske. Gud former Adam ud af ler, og så puster han livsånde ind i Adam.

Det hebraiske ord for livsånde er RUH. Det er en rod, man ligesom bygger en masse ord ud af, som så både kan komme til at betyde luft, vind, ånde, at trække vejret og selve ordet ånd. Vinden blæser mellem himmel og jord, ligesom ånden blæser den vej, den vil. Ånden ser vi også som ild og flammer, når det bliver pinse. Ånden kommer over disciplene som flammer og pludselig taler de sprog, de ikke talte før, og andre i forsamlingen kan pludselig høre nogen tale deres eget modersmål.

Ånden binder, og klistrer, som lim og ler.

I skabelsesberetningen har vi også slangen. Den, der både frister Eva og holdes ansvarlig for at lokke hende til at spise af et træ, og træet er kilden til at kende forskellen på godt og ondt. Mennesket er altså selv taget ud af naturen.

Dyrene taler, og træet agerer som kilden til nye erkendelser. Måske slet ikke så langt fra nutidens tanker om naturen som vores livsgrundlag. Denne bevidsthed om en gensidig afhængighed. At naturen ikke bare er resurser, vi kan forbruge, men levende væsner, der, når de går ned, jo trækker mennesket ned med sig.

Alligevel har mennesket set sig selv som noget andet end natur. Apropos hebraisk og nye oversættelser, så måtte vi førhen ”herske over naturen” for nu i den nyeste oversættelse, Bibelen 2020, i stedet have ansvaret for naturen.

Den magt, vi som mennesker har haft over alt andet levende, har været en forbrugermagt. Og måske skyldes det forbrug en evig sult eller tørst, der netop kendetegner et menneske.

Vi kender godt til tørke, til tørst, til sult. Måske ikke den konkrete sult. Det ikke at kunne få mad. Den sult holder vores rigdom heldigvis for døren her i vores nordlige provins. Men vi kender godt sulten. Det hul i vores eksistens, hvor vi rækker ud og rækker ud efter tryghed, efter sikkerhed, efter det gode liv, efter kærlighed, efter kontrol og nydelse. Vi rækker ud og griber fat. Denne her sult er umættelig. Vi bygger mure omkring os for at få sikkerhed, lukker af for at kontrollere, vi tager af kærligheden i stedet for at give.

Og det her skal altså ikke være moralens løftede pegefinger, men det er en forklaring af det helt eksistentielle grundvilkår, som vi mennesker har. En sult, hvor vi ikke kan mætte os selv – om vi så æder hele kloden op.

Vores historie er en fejlbarlig historie. I denne grænseløshed er der en fare for, at vi kan blive slugt op i skaberværket. Derfor er der også en idé om, at vi har brug for at blive omvendt. Der er noget i os, der ikke kan selv.

I kristendommen taler vi ofte om Jesu solidaritet med den fattige og den fremmede og den, der sulter. Om at Han stiller sig på samme side som den udsatte, den marginaliserede.

”Jeg er livets brød”, siger han.

Der ligger et forbillede og et kald til selv at se og lytte til det, der måtte være udsat og give det en stemme. Vi må også tale om naturens udsathed, naturens skrøbelighed, og derfor også naturens værdighed.

For når vi – ud fra et kristent perspektiv – taler om værdighed, trækkes der på begyndelsen, hvor det hele startede, på skabelsen, hvor begrebet om universel værdighed blev sat. At vi alle er skabt i Guds billede, betyder at alle har en ukrænkelig værdighed. Og værdighed handler om retten til at indgå som en nødvendig del af fællesskabet. Menneskeværd er det vigtigste udgangspunkt for hensynet til den anden.

”Hvordan ville vores samfund se ud, hvis vi ikke havde begrebet om en universel værdighed?”

Det spørgsmål stilles tit, når vi taler om menneskerettigheder, men måske skal vi også tale om væsensværd, nu vi er inde på hensynet, for i værdigheden, ligger der en frihed, men også en forpligtelse.

Og den forpligtelse bliver vi som regel opmærksomme på, når vi føler os forbundet. Det kan være en religiøs erfaring, når vi erkender nærværet, der forbinder os med alt andet. Vores erfaring med Gud går ikke bare igennem Jesus og næsten.

Når vi står foran en solopgang. Vi kender den hos de to forelskede, der kigger hinanden dybt i øjnene. Vi kender den hos barnet, kæledyret, fuglen i lysningen, ormen i jorden, træet, blomsten, stjernen, stenen… vores forbundethed med alt og ingenting.

Jorden er levende. Alt levende har Guds livsånde i sig selv, ligesom leret vi har foran os. Deri ligger de tavse troskabseder, de løfter, som vi har hvisket, og hvis ekko vi ikke kender.

Refleksion af Matthias Hvass Borello, kurator for Maria Projektet

Hvorfor er vi samlet her?
Hvad laver vi?
Hvad skal det her gøre godt for?

Vi er her fordi vi gerne vil undersøge, hvad næstekærligheden kan rumme? Hvor langt rækker vore medfølelser og indføling? Kan følelser lagres i andre og i materialer omkring os? Vil du kunne føle den omsorg jeg har givet leret, når du drikker af koppen? Vil jeg kunne forstå materialer på nye måder ved at engagere mig sanseligt og følelsesmæssigt med dette ler?

Lige nu er vi i gang med at indlede en rejse, der søger ind i nogle principielle spørgsmål i vores samfund og samvær. Maria Projektet vil tage jer med på denne rejse gennem de næste to år, hvor vi har sat kunsten og kirken i samme rum for at undersøge hvad det vil sige at drage omsorg, engagerer sig socialt – lytte, tænke og handle social-etisk.

I dag handler det om at udfordre vores relationer, eller manglen på disse i forhold til de materialer der omgiver os, og som vi omgiver os med. Spørgsmålet er om vi kan lære vore basale behov bedre at kende, og hvem der har adgang til dem.

Det kan vi måske blive klogere på ved at forholde os mere reflekteret til materialerne omkring os, på et dybere sanseligt plan. Det er denne sanselige relation vi er i gang med at etablere lige nu med J&K‘s rituelle praksisser, som vi alle kan være en del af i de næste to måneder.

Vi taler om klima- identitets- og forsyningskrise, og disse kriser kræver særlige handlinger, særlig tænkning og et opgør med vanlig handling og tænkning.

Nye kriser kræver nye ritualer, der kan skabe nye tanker, handlinger og relationer. Vi må snakke sammen, på nye måder for at nå nye steder hen, sammen. Det er det vi gør nu, og det er derfor vi gør det, nu.

Kunsten og kirken er rum hvor nye følelser kan få liv. Nye oplevelser og møder kan opstå. Nye samtaler og relationer kan spire frem og nye erkendelser kan forplante sig og slå rødder.

Det tror både kunsten og kirken på.

Mere om Maria Projektet

Kunstnere i Maria Projektet